Læs gerne denne side grundigt

Bivirkninger ved Wegovy®

På denne side kan du læse mere om de bivirkninger, der kan være i forbindelse med behandling med Wegovy.

Læs også her: Bivirkninger, som relaterer sig til optrapning (ikke almindelige -og sjældne bivirkninger)

I nogle tilfælde kan bivirkningerne være markante og langvarige. Forskning indikerer, at omkring 4% afbryder deres behandling med Wegovy® under optrapningsfasen på grund af disse bivirkninger. Derfor er det vores højeste prioritet at sikre en så mild optrapning som muligt, for at du kan opnå dit vægttabsmål.

Vi opfordrer dig derfor altid til, at tage kontakt til Velform ifm. hjælp, vejledning og støtte. Vi står altid klar til at hjælpe dig.

vægttabsmedicin fra novo nordisk

Kvalme og opkastninger

Hvad gør jeg ved kvalme og opkast?

Hvis du oplever kvalme eller opkast, kan det hjælpe dig, hvis du ændrer hvad og hvor meget mad du indtager.

Generelle råd

  • Undgå at spise for sent på døgnet
  • Spis mindre portioner
  • Undlad at spise når du ikke er sulten
  • Undgå meget krydret, stærk eller alt for fedtindholdigt mad
  • Drik meget vand og ikke alt for meget drikke med kulsyre eller alkoholiske drikkevarer
  • Spis mere fiberrige fødevarer som rugbrød, grove grøntsager og havregryn
  • Justér på tidspunktet for, hvornår du tager injektionen


Forsøg at følge de ovenstående råd og tag kontakt til os hos Velform, hvis vi skal hjælpe dig.

Hvis du kaster op

Opkastning kan i sjældne tilfælde give dehydrering.

  • Først og fremmest skal du starte med at følge rådene ovenfor
  • Drik én liter kogt vand pr. døgn (kog vandet og sæt det direkte på køl)
  • Tag kontakt til dit Velform team
  • Når du kaster op over en længere periode kan det tappe dig for væske, og derfor er det meget vigtigt at drikke en masse vand. Du kan også sagtens drikke en salt-sukker-opløsning, da saltet vil hjælpe dig med at holde væsken i kroppen. På apoteket kan du også eksempelvis købe Revolyt eller Resorb, som indeholder salt og sukker. 

Lav din egen salt-sukker opløsning:

  • 1-liter kogt vand
  • 2 spiseskefulde almindeligt sukker
  • 1/2 teskefuld salt
  • Saften af en presset citron eller appelsin
  • Sørg for at drikke små, men hyppige slurke

Sådan kan vi hjælpe dig

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis ingen af de foreslåede råd afhjælper problemet, eller hvis bivirkningerne er vedvarende eller uudholdelige. Skulle du begynde at kaste op, bedes du tage kontakt til os. Vi kan tilpasse tidspunktet for dine injektioner baseret på din situation, udskrive en ny recept til en lavere dosis og/eller sikre, at du modtager medicin mod kvalme.

Hos Velform er vi altid klar til at assistere dig, så tøv ikke med at kontakte os selv for mindre gener som let kvalme. Vi vil tilbyde dig rådgivning og eventuel yderligere behandling, for eksempel:

  • Kvalmestillende medicin
  • Yderligere justeringer af Wegovy® dosis
  • Vigtige råd, tips og tricks

Forstoppelse

Hvad kan jeg gøre ved forstoppelse?

Det er almindeligt, at mange, der bruger Wegovy®, oplever forstoppelse som en bivirkning. Selvom det er normalt, kan det være meget generende. Der er dog flere tiltag, som kan hjælpe med at lindre disse symptomer.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at afføringsvanerne ændrer sig, når man for eksempel indtager 30% mindre mad dagligt end tidligere. Det, der indtages, påvirker direkte, hvad der elimineres. Yderligere er det sådan, at bevægelserne i mave-tarmsystemet bliver langsommere under behandling med Wegovy®.

Hvad kan du gøre ved forstoppelse?

Fordi mange oplever forstoppelse, særligt i optrapningsfasen af Wegovy®, anbefaler vi, at du følger vores råd fra behandlingens begyndelse. Det vil hjælpe dig med at forebygge eventuel forstoppelse på en sund og naturlig måde, samtidig vil ændringerne i din kost tillade dine tarmbakterier at trives og hjælpe med at stabilisere dit insulinniveau.

Råd til at håndtere forstoppelse?

  • Inkluder fiberrige fødevarer i din kost. Du kan finde fibre i fødevarer som rugbrød, groft knækbrød og fuldkornsbrød, forskellige gryn, fuldkornspasta, brune ris, bulgur, kartofler, grøntsager, frugt og nødder såsom grøn salat, kål, æbler, pærer, appelsiner, og havregryn/grød. (Grøntsager kan nydes både rå og tilberedte – kogte, bagte, eller i suppe.) Nogle af de grøntsager, der er rigest på fibre, inkluderer blomkål, rosenkål, hvidkål, rødkål, broccoli, gulerødder, pastinakker, selleri, porrer, løg, ærter og bønner.
  • Undgå forarbejdede produkter som hvid pasta, hvidt brød og hvide ris. Vælg i stedet fuldkornspasta og fuldkornsris, som indeholder flere fibre. Bulgur, perlebyg og perlerug kan også være gode alternativer til pasta og kartofler. Vælg fuldkornsrugbrød frem for hvidt brød, og overvej fiberrigt knækbrød.
  • Hvis der er behov for et fibertilskud, anbefales vandopløselige fibre som loppefrøskaller eller hørfrø, men undgå hvedeklid. Forøg din fysiske aktivitet dagligt. Drik rigeligt med vand.

Sådan kan vi hjælpe dig

Du er altid meget velkommen til at kontakte os, hvis de foreslåede råd ikke afhjælper situationen, eller hvis bivirkningerne bliver langvarige eller uudholdelige.

Baseret på din specifikke situation, kan vi justere tidspunkterne for dine indsprøjtninger, udstede en ny recept med en lavere dosis, og/eller sikre, at du modtager afførende medicin.

Diarré

Hvad gør jeg hvis jeg får diarré?

Undgå følgende:

  • Krydret og fed mad, frugt, alkohol og koffein i op til 48 timer efter at alle symptomer er forsvundet. Drikkevarer med kulsyre eller alkohol. Tyggegummi, der indeholder sorbitol. Indtagelse af mælk i tre dage efter at symptomerne er aftaget. Du kan dog spise ost eller yoghurt med probiotika.

Forsøg i stedet, at:

  • Drikke rigeligt med vand, bouillon eller en rehydreringsdrik. 
  • Spise små portioner af saltkiks. Begrænse størrelsen på dine måltider. Stoppe med at spise, når du føler dig mæt, eller når du ikke føler sult. 
  • Tage Wegovy® med et interval på 12 dage i stedet for det sædvanlige 7 dages interval. Næste gang, indsprøjt Wegovy® med 9 dages interval. Derefter, fortsæt med at indsprøjte Wegovy® hvert 7. dag som normalt.

Sådan kan vi støtte dig

Kontakt os, hvis du oplever vedvarende diarré og undlad at tage anden medicin mod diarré uden først at konsultere os eller apotekspersonalet. Hvis din diarré varer ved i mere end to dage, bedes du kontakte os igen for en yderligere konsultation. Vi anbefaler også, at du køber Revolyt Nutrition på apoteket og følger vejledningen på produktet.

Bøvser

Hvad kan jeg gøre hvis jeg bøvser - meget?

Bøvser kan opstå efter indtagelse af visse fødevarer, især hvis de er meget fede, stærke eller krydrede. Hvis du oplever det, der kaldes ‘æggebøvser’, bedes du kontakte Velform, så vi kan justere din behandling.

Sure opstød

Hvad gør jeg med mine sure opstød?

Halsbrand/mavesyre/sure opstød når du bruger Wegovy®

Kostråd og vejledning om væskeindtag:

  • Reducer størrelsen på dine måltider.
  • Stop med at spise, når du føler dig mæt eller ikke længere er sulten. 
  • Undgå krydret og fedtholdig mad. 
  • Begræns indtaget af kulsyreholdige og alkoholiske drikke. 

Balancid kan købes i håndkøb. Følg doseringsanvisningen nøje og læs indlægssedlen før brug. Kontakt os stadig for yderligere råd og eventuelle justeringer af din behandlingsplan.

Hjertebanken

Hvad kan jeg gøre hvis mit hjerte banker hurtigere end normalt?

Mål regelmæssigt din hvilepuls, hvis du oplever hjertebanken. Og skulle pulsen være vedvarende forhøjet, kan det være nødvendigt at overveje, om behandlingen med Wegovy® bør ophøre. Kontakt os, hvis du er usikker.

Hjertebanken er en kendt bivirkning ved Wegovy®, men hvis det er vedvarende, bedes du kontakte Velform, så vi kan give dig passende vejledning og eventuelt vurdere, om der skal foretages justeringer i din behandling.

Træthed

Jeg føler mig meget træt. Er det normalt?

Træthed er en kendt bivirkning ved brug af Wegovy®. Hvis du oplever, at trætheden er vedvarende, kan det være en god idé at forlænge intervallerne mellem dine injektioner. Kontakt os for at få korrekt vejledning.

Trætheden kan også være forårsaget af utilstrækkelig væskeindtag – sørg derfor for at drikke mindst 2 liter vand dagligt. Når appetitten er lille, kan det være udfordrende at indtage nok føde, så prøv at spise mindre måltider mere hyppigt. Det kan ligeledes være et tegn på manglende vitaminer eller jern, så det anbefales at tage et multi vitamin- og jerntilskud.

Hovedpine

Hvad kan jeg gøre hvis jeg får hovedpine?

Hovedpine er en almindelig bivirkning ved brug af Wegovy®. Hvis du mærker, at hovedpinen er vedvarende, kan det være fornuftigt at øge intervallerne mellem dine injektioner. Kontakt os for at få den rette vejledning.

Det er også muligt, at hovedpinen skyldes utilstrækkelig hydrering – sørg derfor for at indtage mindst 2 liter vand hver dag.

Ved optrapning:

Hovedpine kan forekomme som en bivirkning under optrapningen eller hvis doseringen af Wegovy® er for høj. Vores mål er at tilpasse din dosering således, at du undgår bivirkninger, samtidig med at dosis bliver tilstrækkelig høj til at opnå den ønskede effekt.

Der er ikke nogen grund til at tolerere disse midlertidige bivirkninger, og derfor vil vi justere enten intervallet mellem dine injektioner (typisk til 12 dage, derefter 9 dage og til sidst 7 dage, som normalt), reducere din dosis eller en kombination af begge.

Husk også at drikke rigeligt med vand, da hovedpine også kan være et tegn på dehydrering.

Svimmelhed

Hvad kan jeg gøre hvis jeg oplever svimmelhed?

Svimmelhed er en almindelig bivirkning ved brug af Wegovy®. Hvis du oplever, at svimmelheden er vedvarende, kan det være en god idé at forlænge intervallerne mellem dine injektioner. Kontakt os meget gerne, så vi kan hjælpe dig, og eventuelt justere i din plan.

Svimmelhed kan også være forårsaget af utilstrækkelig væskeindtag – det anbefales derfor at drikke mindst 2 liter vand dagligt. Når appetitten er lav, kan det være udfordrende at indtage tilstrækkeligt med mad, så prøv at spise mindre måltider mere hyppigt. Det kan også skyldes, at du ikke får nok at spise i løbet af dagen.

Oppustethed og luft i maven

Hvad hvis jeg føler mig oppustet eller har meget luft i maven?

Oppustethed og luft i maven er velkendte bivirkninger ved brug af Wegovy. Hvis du mærker, at dette er et vedvarende problem, kan det være en fordel at forlænge intervallerne mellem dine injektioner. Kontakt os meget gerne, så vi kan hjælpe dig eller justere i din plan.

Oppustethed kan desuden forekomme, hvis du spiser for hurtigt, eller hvis du indtager fødevarer, der er særligt stærke, krydrede eller fede. Forbruget af kulsyreholdige drikkevarer, herunder danskvand, kan også være en udløsende faktor, og oppustethed kan ligeledes være et tegn på begyndende forstoppelse.

Mavekneb

Hvad kan jeg gøre mod mavekneb?

Mavekneb og/eller mavesmerter er kendte bivirkninger ved brug af Wegovy®. Hvis du oplever vedvarende mavekneb, kan det være en god idé at forlænge intervallet mellem dine injektioner. Kontakt os hos Velform, så vi kan hjælpe dig eller justere din plan.
Mavekneb kan også forekomme, hvis du spiser for hurtigt eller indtager mad, der er meget stærk, krydret eller fed. Kulsyreholdige drikkevarer, inklusive danskvand, kan også forårsage mavekneb. Desuden kan dette symptom også opstå ved forstoppelse

Hårtab

Hvad gør jeg hvis jeg oplever hårtab?

Hårtab er en kendt bivirkning ved Wegovy®, som for de fleste går over med tiden. Hvis du oplever et større hårtab, kan det være en god idé at supplere din kost med hår vitaminer.

Hårtab høre til “Bivirkninger, der ikke er relateret til optrapning”

Hårtab kan ses hos 2,5% (1% ved placebo) og er sædvanligvis af let sværhedsgrad. Langt de fleste fik hårvæksten tilbage under fortsat behandling. Hårtab var hyppigere hos patienter, som tabte sig rigtig meget (>20% af kropsvægten).

Operation og narkose

Operation og narkose - hvad gør jeg?

Velform anbefaler, at du stopper med at tage Wegovy® tre uger før en operation eller undersøgelse, der kræver faste og en tom mavesæk. Dette sikrer, at medicinen ikke påvirker maven og tarmenes tømning, så din mave kan tømmes helt før anæstesi.

Wegovy® samt andre GLP-1 RA vægttabsmedikamenter, der forhindrer tømning af mavesækken, kan øge risikoen for alvorlige komplikationer under narkose, hvis mavesækken ikke er tom. Anæstesilæger i Canada har advaret om alvorligheden af disse komplikationer og anbefaler en pause på tre uger, indtil der er mere forskningsbaseret viden tilgængelig.

Der er en øget risiko for, at maveindholdet kan komme ind i lungerne. Anæstesilæger fra USA og Canada har bemærket en stigning i antallet af patienter på vægttabsmedicin, som har oplevet, at mad og væske er kommet ind i lungerne under narkose, selv efter at have fastet i seks til otte og ti timer før deres operationer eller endoskopiske undersøgelser. Dette skyldes, at mavesækken stadig var fuld – dette blev observeret selv ved lav dosis og hos en patient, der havde fastet i 18 timer.

Vægttabsmedicin kan forsinke fordøjelsen i en sådan grad, at det øger risikoen for at patienter indånder væske og mad i lungerne (aspiration i lungerne).

Novo Nordisk har udtalt, at deres kliniske forsøg og sikkerhedsdata ikke har påvist ‘aspiration’ ved brug af deres medicin. Firmaet har også bemærket, at Wegovy® og Ozempic® er kendt for at forsinke mavesækken, og at potentielle gastrointestinale bivirkninger er angivet på medicinpakningen.

Bemærk: De ovenstående anbefalinger er ikke en del af de officielle kliniske retningslinjer på nuværende tidspunkt, da der mangler tilstrækkelig videnskabelig evidens.

Kontakt os før din operation eller undersøgelse for vejledning omkring hvordan du skal håndtere din medicin før og efter operationen, inklusive nedtrapning og genoptagelse af medicinen, samt andre relevante forholdsregler.

Baggrundsviden

Ved injektion af Wegovy® observeres maksimal plasmakoncentration indenfor 1-3 dage, og det er typisk i denne periode, bivirkningerne er mest mærkbare. Wegovy®’s halveringstid er 7 dage, hvilket betyder, at halvdelen af stoffet er nedbrudt i kroppen efter en uge.

Når man opnår steady state – hvilket betyder dét punkt, hvor koncentrationen af lægemidlet i kroppen er stabil – sker dette efter 4-5 ugers behandling med samme dosis. For eksempel, hvis du injicerer 1 mg Wegovy®, vil halvdelen af dette stadig være i kroppen en uge senere, når du injicerer den næste 1 mg. Dermed vil den totale mængde Wegovy® i kroppen lige efter den anden injektion være 1,5 mg, 1,75 mg efter den tredje osv., indtil steady state nås omkring 4-5 uger efter det første stik, hvor koncentrationen af Wegovy® ikke længere stiger.

Eventuelle bivirkninger vil typisk kunne mærkes 1-3 dage efter en injektion. Ved symptomer som kvalme, diarré, opkast, æggebøvser, forstoppelse, hovedpine, træthed, svimmelhed, sure opstød og oppustethed anbefales det at forlænge intervallet mellem injektionerne til først 12 dage, derefter 9 dage og til sidst 7 dage. Det er vigtigt at holde fast i den samme dosis i mindst 4 til 8 uger herefter.

Hvis du oplever udtalte eller langvarige bivirkninger, kan det være nødvendigt at reducere doseringen, eksempelvis fra Wegovy® 1 mg til 0,5 mg. Specifikke retningslinjer for nedtrapning samt råd om håndtering af bivirkninger ved hjælp af fx kvalmestillende medicin eller midler mod sure opstød, forstoppelse og diarré vil blive givet. Det er afgørende, at du kontakter os hos Velform, for at vi sammen kan planlægge det videre forløb.

Bivirkninger som ikke er relateret til optrapning

Betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis) er en sjælden, men alvorlig bivirkning ved Wegovy®, som oftere ses ved hurtigt vægttab, men kan forekomme under alle slags vægttab. Ifølge et fase 3a studie er hyppigheden 0,2%. Symptomerne inkluderer pludselig indsættende smerter i den øverste venstre del af maven, muligvis med udstråling til ryggen, og ømhed ved tryk på maven. Hvis du oplever disse symptomer, skal du straks kontakte Velform og undgå at tage Wegovy®, indtil vi har vurderet situationen. Hvis du ikke kan komme i kontakt med os, bør du kontakte lægevagten.

Angioødem er meget sjældent og viser sig ofte som velafgrænsede hævelser, der kan føles som sviende og spændende i huden, særligt i ansigtet omkring øjne, læber og mund. Det kan medføre hævelse af tungen, påvirke tale og i værste fald blokere luftvejene, hvilket kan være livstruende. Oplever du vejrtrækningsbesvær, skal du straks ringe 112. Angioødem kan også medføre symptomer i mave-tarmkanalen såsom koliksmerter, kvalme, opkastninger og diarré, som kan forveksles med symptomer på akut blindtarmsbetændelse. Denne tilstand optræder ofte i forbindelse med nældefeber som en del af en overfølsomhedsreaktion, og symptomerne forekommer typisk kort efter indtagelse af fødevarer eller medicin.

Galdestensanfald optræder hos 1,6% (sammenlignet med 1,1% for placebo), hvilket medfører galdeblærebetændelse hos 0,6% (sammenlignet med 0,3% for placebo). Symptomerne inkluderer smerteanfald under højre ribbenskant, som stråler ud mod højre skulder eller skulderblad, og kan vare i flere timer og ofte ledsages af uro, kvalme og opkastninger. Ved galdestensanfald under behandling med Wegovy® er det typisk sikkert at fortsætte behandlingen, men ved flere eller længerevarende anfald bør behandlingen ophøre.

Galdeblærebetændelse (kolecystitis) opstår næsten altid som følge af galdesten og medfører smertefulde symptomer med feber, kvalme og opkast. Har man disse symptomer og ved at man har galdesten, bør man kontakte læge med henblik på indlæggelse og ophør med Wegovy®.

Akut nyreskade er sjældent set som en komplikation til alvorlig væskemangel, særligt ved kraftige opkastninger og diarré. Følg vores anbefalinger om væskeindtag, og kontakt gerne Velform for yderligere vejledning.

Hårtab er registreret hos 2,5% (sammenlignet med 1% for placebo) og er typisk af let sværhedsgrad. Flertallet af patienterne oplever genoprettelse af hårvæksten under fortsat behandling, og hårtab er hyppigere hos patienter, der taber sig betydeligt (>20% af kropsvægten).

Hjertefrekvensen (pulsen) stiger i gennemsnit med ca. 3 slag/min fra 72 til 75 slag/min. 67% af de behandlede oplever en stigning på mere end 10 slag/min til op til 82 slag/min (sammenlignet med 50% for placebo). Mål regelmæssigt din hvilepuls, og hvis pulsen er konstant forhøjet, bør du overveje om behandlingen med Wegovy® skal ophøre. Kontakt Velform, hvis du er i tvivl.

Depression og selvmordstanker er ikke påvist at have en direkte årsagssammenhæng med Wegovy®. De europæiske lægemiddelmyndigheder konkluderede i april 2024, at der ikke er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for en sammenhæng mellem vægttabsmedicin og selvmordstanker, selvmordsforsøg, tanker om selvskade eller selvskadende handlinger. Denne konklusion er baseret på en undersøgelse af 150 indberetninger om psykiske bivirkninger. Lignende forekomster af depression og selvmordstanker ses hos patienter efter gastric bypass, som ikke anvender vægttabsmedicin, hvilket tyder på, at tilstandene måske i virkeligheden er udtryk for en psykisk tilstand relateret til selve overvægten.

Skjoldbruskkirtelkræft og Wegovy® – Amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har fra starten advaret mod at anvende Wegovy® til patienter med en særlig type skjoldbruskkirtelkræft baseret på museforsøg, som viste udvikling af denne cancertype. Af forsigtighed har vi hos Velform afvist disse patienter. Den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA) offentliggjorde i oktober 2023, at de ikke kunne finde en sammenhæng mellem Wegovy®, Ozempic® og skjoldbruskkirtelkræft, da resultater fra museforsøg ikke direkte kan overføres til mennesker. Desuden har diabetespatienter en medfødt risiko for skjoldbruskkirtelkræft, og de behandles ofte med Ozempic® som diabetesmedicin.

Tarmslyng (tarm blokering) – Akut stop i tarmpassagen, også kendt som tarmslyng, i tyndtarm eller tyktarm, kan være en potentiel, men meget sjælden bivirkning. Der er ingen klare beviser for en sammenhæng, men dette er under undersøgelse.

Hyppigheden af lavt blodsukker afhænger af, hvilke andre diabetesmidler der kombineres med Semaglutid:

  • Ved kombination med insulin- eller insulinfrigørende midler forekommer bivirkningen lavt blodsukker meget almindeligt.
  • Ved kombination med andre diabetesmidler som tabletter forekommer bivirkningen lavt blodsukker almindeligt.


Kilde: Medicin.dk